BIOSACK
Kultur
Lokation: København, Danmark
Størrelse: 12 m2
År: 2022
Årets pavillon på CHART Architecture 2022
Bio Sack, designet af rex skov arkitekter (Anders Lynderup, Michael Skov og Marie Louise Thorning), modtager prisen som årets pavillon ved CHART Architecture konkurrence 2022.
Holdet er udvalgt blandt de fem finalister, som alle har designet og skabt midlertidige pavilloner ud fra temaet bioarkitektur til årets CHART. Finalisterne præsenterede strukturer, der udforskede det symbiotiske forhold mellem arkitektur og natur og præsenterede nytænkende indsigter i, hvordan brugen af nye materialer kan være med til skabe et mere bæredygtigt bygget miljø.
Designerne bag, Anders Lynderup, Michael Skov og Marie Louise Thorning, har skabt Bio Sack-pavillonen som en genfortolkning at de klassiske tanghuse på Læsø. På legende vis kontrasterer pavillonen tangens voluminøse æstetik med strukturelle elementer af traditionel trækonstruktion, som opfordrer de besøgende til at sanse pavillonen og til at reflektere og gentænke brugen af biogene arkitektoniske materialer. Gulvet er lavet af muslingeskaller, hvorpå en bar, lavet af tangplader, står.
“Vi følte, at Bio Sack virkelig tog ideen om at udforske et katalog af biomaterialer seriøst”, siger Bjarke Ingels (BIG), forperson for juryen, og fremhæver Bio Sacks ressourcestærke brug af tang som anvendt materiale og at “pavillonens æstetik i høj grad er defineret gennem brugen af tang og muslingeskaller, som fungerer som en pæn og sprød gulvbelægning.”
“Temaet for dette års arkitekturkonkurrence var bioarkitektur og inviterede til at forfølge innovation inden for brugen af materialer og lære eller drage fordel af samspillet mellem det menneskeskabte og det naturlige. Den ultimative grund til at vi valgte denne pavillon, er, at ideen om at bruge tang som tagbelægning har et stort potentiale for innovation i fremtiden.”
Årets jury bestod af BIGs grundlægger Bjarke Ingels (DK) sammen med grundlægger og partner i Snøhetta, Kjetil Trædal Thorsen (NO); kunstner Johanne Hestvold (NO); kurator ved Future Materials Bank, Pleun van Dijk (NL); grundlægger af The Circular Way, Ditte Lysgaard Vind (DK) og designgallerist Maria Foerlev (DK). Pavillonerne blev vist i gården på Charlottenborg under CHART 2022.
Bio Sack er generøst sponsoreret af STARK Gentræ, STARK Group, Søuld, Vilsund Shells, Antidark og Melbjerggaard kartofler.